Jeg er ikke bange, jeg er ikke bange
Apparatur #20 (2010)02:47 og naboernes skænderi er ved at blive uudholdeligt. Jeg står op og går ud på badeværelset for at hente ørepropper, jeg ved jeg har dem liggende et sted, to signalgule voksklumper til overs fra Roskildefestivalen der bare regnede væk. Jeg leder, finder dem nederst i toilettasken, og tilbage under dynen trykker jeg dem ind i ørerne og mærker hvordan de udvider sig derinde. Lydene omkring mig bliver effektivt dæmpet, men samtidig mærker jeg at lydene inde i kroppen forstærkes. En stund ligger jeg sådan, helt stille, og lytter til mine egne hjerteslag, lige indtil jeg bliver grebet af en pludselig frygt og river propperne ud. Jeg mærker uventet følelsen af at være reddet, mens jeg presser propperne sammen til små, bløde bolde mellem fingrene i mørket.
Kapitel to eller måske et, hjemme i vores hus, Håkonsvegen 32. Jeg er seksten år og endelig parat, og alt er gået efter planen. Mor og far er i hytten, lillebror sover hos en kammerat, jeg har tændt stearinlys, pizzaen står klar til at sætte i ovnen, Blade Runner sidder i videomaskinen, spolet tilbage, og hun skal komme. Gennem regnet på sin cykel. Jeg har været ved køkkenvinduet flere gange og set hende for mig, den lille dynamolygte som et stjerneskud gennem mørket, men hun kommer ikke. Jeg går ud på badeværelset, stjæler endda lidt mere af fars aftershave, selv om jeg næsten ikke har noget at barbere væk, lader døren stå åben i tilfælde af at hun skulle ringe på. Men tiden går. Og jeg tænder for tv’et, lader nyhederne køre i baggrunden for voksenpointenes skyld, jeg går rastløst rundt, og det er da, jeg hører om forliset, trawleren som har fået slagside og er kæntret, og jeg husker at hendes far er sømand. Hun bliver væk fra skolen de næste dage, det virker som om de aldrig vil ende, og da hun kommer tilbage, er hun tynd og næsten tavs, beskyttet bag en mur af veninder. Og også jeg føler mig som en anden end den jeg var bare få dage tidligere. Flov når jeg tænker på den trekvarte pizza i skraldespanden, kondomet jeg måtte åbne for at øve mig i at få på, som jeg senere tog med mig og smed i containeren bag butikken, så mor ikke skulle finde det dagen efter, så jeg i det mindste ville slippe for at blive voksen for hende på denne måde, en træt oktobermorgen, mellem kartoffelskræller og æggeskaller, husholdningsaffald, bagateller.
En sådan sommerdag, marengs over hele himmelen og så vindstille at tøjet sover på tørrestativet: Jeg finder en gammel fodbold og bliver stående på plænen og laver tricks med den på vristen, på låret, og helt automatisk begynder jeg at tælle. Enogtyve, toogtyve, treogtyve, og lidt efter lidt kommer jeg i tanker om de detaljerede statistikker jeg førte over mig selv som barn, og hvor seriøst jeg tog det – hvordan rekordforsøg blev logført og opsummeret hvert efterår. Men jeg husker ikke tallet, hvad der til slut blev stående som rekord, jeg prøver at huske, og dette distraherer mig ud af optællingen. Jeg bliver alligevel ved med at vippe bolden frem og tilbage, til jeg rammer skævt, og den ryger ind i hækken. Jeg må ned på alle fire for at fiske den frem. Der lugter af søvn derinde, mellem blade og knækkende kviste. Jeg strækker mig og får to fingre på bolden, ruller den hen mod mig, og netop idet jeg får et glimt af naboernes trampolin på den anden side, husker jeg tallet. Jeg husker rekorden, og bliver helt instinktivt fyldt med en overbevisning og at jeg – udelukkende fordi jeg er blevet mange år ældre – nemt vil kunne slå den hvis bare jeg kommer ud herfra. Op, på benene, i balance.
Som en slags darwinisme i plast, hvor nogle få vinderkoncepter altid ser ud til at overleve; heste, helikoptere, prinsesser, monstre. Du står inde i legetøjsbutikken og mærker et ubehag, alt du kan se i dette hav af legetøj, er hvor upersonligt det hele er, og noget må være sket, tænker du, en umærkelig metamorforse, det samme som skete med dine forældre engang i de tidlige halvfjersere; du er blevet større, højere, og deroppefra ser ting anderledes ud. Prisskiltene hænger ned fra loftet, en reklamefilm kører i loop på LCD-skærmen i hjørnet, ingen undslipper Spiderman, du tager en LEGO-æske fra en stabel på gulvet ryster den lidt, men den er fuld af våben. Tegnefilmene på DVD-hylden til overpriser, epilepsifremkaldende, badmintonsættet simpelt og designet til at gå i stykker hurtigst muligt. Og du ved at du ikke er så gammel at du uden videre kan hævde at tingene var særskilt meget bedre da du var ung, men alligevel er det sådan du tænker: Dine somre, som man kunne opdele i yoyo-somre eller hinkestens-somre eller fodboldkort-somre, alt efter hvilke lege der blev moderne i skolegården de første, afgørende forårsdage – du kan ikke slippe tanken om at noget er forsvundet på vejen. Noget godt. Noget vigtigt. Du indser hurtigt at det frister mere at stå ude og vente. Idet du kommer udenfor, mærker du den skarpe aprilluft, hvordan den tager imod dig, lægger hverdagslydbølgerne blødt og rutineret ind til dine trommehinder; du læner dig mod muren og bliver stående et par minutter før du ser din kæreste komme rundt om hjørnet. Hendes figur i sollyset, endnu er maven kun synlig for dem der ved det. Du mærker at det gør dig i bedre humør. Tænder ligesom et håb i dig om at syv måneder vil være tid nok til at verden når at blive god igen.
En af de sidste dage af ferien og vi er længe oppe, cola og Counting Crows, der er noget i dig som visner hvert efterår, siger du, noget som aldrig kommer tilbage. Og du åbner tagvinduet, vi presser os ud, står i sofaen med overkroppene stikkende ud i resterne af sommeren, du peger mod det ene taghjørne og fortæller at nogle fugle har bygget rede under tagskægget der. En dag, siger du, faldt der et æg ned og knustes mod fliserne, bang, siger du, og jeg siger at hver gang nogen dør, fødes der en ny, og du svarer at det ved alle vel. Og over os på himmelen revner en sky langsomt, opløser sig som en fugleflok i stille film, som kakaopulver i kold mælk. Bag os går nogen op ad trappen, tunge skridt, din far, nu tager han i dørhåndtaget, rusker, jeg ser på dig og spørger hvorfor du har låst. Du bliver stående og ser ud over fjorden, ikke en båd er at se, og dit hår blæser ind i mit ansigt, prikkende nyvasket. Jeg ånder ind for at sige noget, gentage spørgsmålet, men så taler du, lavt og langsomt, beder mig hjælpe dig ud på taget, give dig et skub. Og i stilheden bagefter kan jeg ikke finde på noget at sige, bliver bare stående i vinden, som sat på pause. Flimrende stillbillede, vejret i halsen.
Barndomsminde; en brand i nabohuset. Det er lørdag formiddag og DJ Kat Show, en af disse sorgløse, apatiske syvårslørdage som jeg senere ofte har savnet. Jeg sidder med begge ben trukket op i sofaen og piller ved et hul i den ene ragsok da mor pludselig står i døren. Jeg drejer mig og ser hende i sprækken mellem potteplanten og den halvfulde slikskål på bordet, hænderne holder om en blå kop, hun tager et skridt ind og fortæller at det brænder hos naboerne på den andren side af vejen. Vi bliver stående inde i køkkenet og ser ud, en nabo kaster snebolde på vinduet på første sal, i tilfælde at at nogen ligger derinde og sover, forklarer mor, jeg spejder efter flammer, men det er mørkt bag alle ruderne. Kun røgen siver ud, som fra en motor i tomgang, sviner sneen til og fylder luften med den salte lugt af brændt træ. Om aftenen ligger jeg længe vågen, det brændende hus tager form af noget levende i min fantasi før jeg falder i søvn; et organ, et døende dyr, jeg ved det ikke. Jeg tror aldrig brandårsagen blev opklaret. De første dage gik der rygter om forsikringssvindel, der blev snakket over hækkene; selv indekattene var ude da det brændte, senere døde det hen, man fik andre ting at snakke om, sneen smeltede og firserne strømmede ned i kloakken, halvfemserne fordampede og ætsede hul i ozonlaget, og først nu, mere end tyve år senere, kommer jeg tilfældigt til at tænke på det igen, en aften jeg sidder og ser nyheder på NRK. Det er noget ved denne situation, tænker jeg, der får mig til at føle en snert af det jeg følte dengang, som barn med udsigt til noget som var for stort og uvirkeligt gennem en beskyttende flade af glas: Mor i den ene hånd, en Turtles-figur knuget hårdt i den anden. Ordene tænkt frem som en manisk trylleformel: Jeg er ikke bange, jeg er ikke bange.
Men ingen skal komme og sige at demokratiet ikke bliver praktiseret i vores bil når vi kører ned over de europæiske motorveje, autobahnen, nøjagtigt lige lang tid får jeg og min søster lov at bestemme over båndoptageren foran hos mor og far. Og nu sidder jeg og bliver irriteret over alt det lort jeg må finde mig i at høre på, min søsters bånd, timevis med drengebands som bare er glatte, syngende shampooflasker. Jeg tænker at jeg ville give hvad som helst for en walkman, kunne i hvert fald være blevet hjemme og arbejdet i MIX-kiosken og tjent de penge som kunne have købt mig fri af dette boybandhelvede en gang for alle, men selvsagt fik jeg ikke lov til det. For det er noget far har sat sig for, dette, at vores familie i Tyskland endelig skal få se at vi eksisterer i virkeligheden, og at der også er blevet noget ud af os, selv om vi bor i et farveløst land langt oppe i nord hvor det regner hele sommeren. Bilen transporterer mig mod tyske pølser og sauerkraut med 120 km/t, jeg mærker at kvalmen ulmer i maven, og som om dét ikke var nok, kan jeg høre min søster sidde og nynne ved siden af mig. Love is all I have to give, ligesom de synger fra båndoptageren. Hun kan ikke lade være med at nynne, selv om hun rødmer og tier stille i samme øjeblik nogen af os viser tegn til at lytte, hun drømmer sig væk og tror ikke stemmen slipper gennem musikken og motorlarmen, men det gør den, lige akkurat, og jeg kan høre hvor falsk min søster nynner. Jeg finder et af mine bånd frem fra rygsækken og stikker lillefingeren ind i det ene spolehul, drejer rundt, som om jeg var min egen båndoptager, og jeg glæder mig når jeg tænker på hvad der er på dette bånd som jeg snart vil få mor til at sætte på. Det er som om jeg hører det allerede, min søsters falske sang som fylder hele bilen, højtalerne bagi og foran, fra den dag jeg kom tidligt hjem fra skole, og hun stod og sang ude på badeværelset. Så sykt falsk. Jeg ser på uret. Kun nogle få minutter igen nu. Så skal vi nok få at se hvem der ikke har mere end kærlighed at give og knapt nok det.
Oversat af Marie Zeuthen.